]]>

Stress i en krisetid

Når usikkerheden belaster.

Stress

05.05.20

Som leder kommer man ikke uden om at forholde sig til den belastning og stress, som krisen er årsag til – både hos sig selv og hos sine medarbejdere. Filosof Mette Vesterager beskriver her, hvad der er på spil.  

Af Mette Vesterager, filosof og ledelsesrådgiver

 

Vi befinder os i en krisetid, og kriser belaster os og giver stress. Corona-krisen er en ’eksistentiel belastningstilstand, hvor vi bliver ramt på vores helt grundlæggende levevis og menneskelige behov, og det er afgørende at forstå som leder for at navigere bedst muligt gennem perioden. For hvad rører sig egentlig hos dig selv og dine medarbejdere?

Det helt centrale omdrejningspunkt for stress er uvished. Og det er netop uvisheden, der særligt karakteriserer corona-krisen. Når jeg taler med mennesker om, hvad de oplever som det værste ved situationen, peger de da også på uvisheden.

’De planer, jeg nu sidder og udarbejder – kan jeg overhovedet bruge dem til noget om en uge?’, ’Risikerer vi at smitte hinanden på arbejdet?’, ’Risikerer jeg at miste mit arbejde?’, ’Kan jeg eller mine pårørende blive alvorligt syge af covid-19 og risikere at komme i respirator?’, ’Kan jeg dø af det?’

Sådanne tanker suser rundt i hovedet – nogle gange mere eller mindre ubevidst. Mange oplever, at de sover dårligt, bliver mere trætte og har sværere ved at koncentrere sig og fordybe sig. Klassiske stresssymptomer, som er værd at tage alvorligt.

Corona-krisen er en ’eksistentiel belastningstilstand’, hvor vi bliver ramt på vores helt grundlæggende levevis og menneskelige behov

’Da corona-krisen startede tænkte jeg, at det er nu, jeg endelig får tiden til at fordybe mig i alle de her ting. Men sådan har det bare slet ikke været’, fortalte en leder mig.

Mange oplever at have fået et utal af ekstra-opgaver. Og som en leder sagde til mig: ’Mængden af mails er eksploderet. Man går ud og tager en kop kaffe, og så er der kommet 8 mails i mellemtiden’. Eksisterende opgaver skal gentænkes og løses på en ny måde. Rutinerne er erstattet af forandringer.

Samtidig bliver vi mere ensomme, for vi skal holde afstand, og de fleste sociale arrangementer er aflyst eller udskudt. Og ensomhed belaster os. Vi har et grundlæggende eksistentielt behov for at føle os forbundet med og vigtige for andre mennesker.

Ikke mindst er vi udsat for en massiv trussel på vores liv og levevej i form af en dødelig sygdom og økonomisk krise. Mange følger de daglige dødstal og læser personlige beretninger fra mennesker, der har været en tur i respirator eller er gået konkurs.

Som leder kommer man ikke uden om at forholde sig til den belastning og stress som krisen er årsag til – hos sig selv og hos sine medarbejdere.

Uvisheden og angsten

Den store uforudsigelighed og uvished skaber angst. Den danske filosof Søren Kierkegaard skelner mellem angst og frygt. Hvor frygten er rettet mod en bestemt genstand eller konkret situation, er angstens genstand: ’Noget, hvilket er Intet’. Intet er ikke lig med ingenting, men noget ubestemt. Det er det, at vi ikke ved, hvad der kommer til at ske, der gør os angste. Når vi ikke ved, hvad der kommer til at ske, mister verden sin fortrolighed. Og lige så vigtigt mister vi dermed også fortroligheden med os selv. Vi kan ikke længere bare gøre, som vi plejer, ikke få fast grund under fødderne og kontrol over situationen og os selv – en oplevelse, som også er særligt forbundet med stress.

Jo større uvished og kontroltab og jo mere der er på spil for os, desto mere stressede bliver vi. Derfor er det ikke så mærkeligt, at coronakrisen fører til mere stress.

Fra adrenalin-fasen til det lange seje træk

Mange har oplevet, at starten af krisen var fyldt med meningsfulde øjeblikke og en følelse af samhørighed. Nu stod man virkelig sammen om at få stablet løsninger på benene. Og det arbejde man udførte var vigtigt. Virtuelt klappede man hinanden på skuldrene, og der opstod en stemning af, at man var røget i skyttegraven sammen. Kreative, virtuelle mødetiltag blev etableret. Nu skulle der tænkes nyt og handles hurtigt. Nogle har faktisk over for mig beskrevet den første periode efter nedlukningen som ’en fed oplevelse’.

Mange må erkende, at der på den anden side af ’adrenalin-fasen’ kommer en regning, der skal betales. Trætheden kommer snigende

Der kan være megen god læring, som man kan drage nytte af på længere sigt, og som kan være værdifuld at vende tilbage til på den anden side af krisen.

Men inden man når dertil, må mange erkende, at der på den anden side af ’adrenalin-fasen’ kommer en regning, der skal betales. Trætheden kommer snigende og kan ind imellem blive overvældende.

Det går op for én, at man ikke kan handle sig ud af krisen. Og en leder fortalte mig, at nu orkede hun simpelthen ikke mere virtuel fredagsbar.

Man må erkende, at der er tale om et langt sejt træk.

’Sådan en virus skal ikke bestemme over mig’ har været devisen, men det kommer den til. Man mærker afmagten. Man skal lære at sætte ambitionsniveauet ned, acceptere at 2020-målene ikke bliver nået. Det er en svær erkendelse. For vi er vant til paroler om, at vi skal være målrettede, handlekraftige og optimistiske – ’Det, du kan forstille dig, kan blive til virkelighed, og ”Du kan, hvad du vil”. Men det kan vi så ikke.

Konfrontation med døden

Væsentligt bliver vi i krisen konfronteret med døden. Både vores pårørendes, men også vores egen. Mange forsøger at skyde tanken fra sig. For den tyske filosof Martin Heidegger er døden vores vigtigste grundvilkår og påvirker os livet igennem. I sit hovedværk Væren og Tid peger han på, hvordan vi som regel taler om døden på en upersonlig og overfladisk måde: ’Man dør en skønne dag, men dog ikke lige foreløbig’. Vi taler om at ’man’ dør. Og haster afsted, inden vi begynder at skulle forholde os til, at det er os selv. Ellers vores nærmeste pårørende.

Døden er eksistentiel set også til stede på anden vis, nemlig i form af tabet af identitet. Mange frygter at miste deres job eller at deres foretrukne levevis ikke vender tilbage, og at de derved mister en stor del af sig selv.

At stå i det uvisse

Det er vigtigt at være opmærksom på, at vi ikke altid er bevidste om, at krisen stresser. Man bliver mere træt, mere frustreret, mindre glad – uden at man bemærker, at det er corona-krisen, der tapper kræfterne.

Mere træt, mere frustreret, mindre glad – uden at man bemærker, at det er corona-krisen

Først og fremmest bør vi erkende, at det er helt forståeligt, at vi er påvirkede. Og at vi ikke nødvendigvis lige kan fikse situationen.

Som leder er det vigtigt at være opmærksom på både de bekymringer og de glæder og meningsfulde øjeblikke, som medarbejderne har. Og at være til rådighed.

Væsentligt er det at kunne stå i uvisheden. Som leder kan man føle sig presset til at love ting, som man ikke er sikker på, men det skal man afholde sig fra.

I stedet bør man forholde sig til, at livet er uforudsigeligt, og at vi netop ikke har kontrol over det.

Få nyt om ledelse i din indbakke

Er du ikke medlem af Djøf, og vil du gerne holde dig opdateret på de nyeste ledelsesfaglige trends og debatter, så tilmeld dig her.

Ja tak

Deltag i debatten om ledelse

Følg med i ledere og kommende lederes faglige betragtninger, når vi lægger op til debat om lederrollen, uformel ledelse og nyeste forskning på ledelsesområdet.

Følg med på LinkedIn

Om Vesterager

Mette Vesterager er ledelsesrådgiver og executive coach, filosof, foredragsholder og forfatter til bøgerne 'Stress og eksistens' og 'Eksistentiel ledelse – en guide til personligt lederskab'. Læs mere på www.mettevesterager.dk.